Venstre og DI: Det er på tide, at familier får et reelt frit valg af børnehaver og vuggestuer
Frisættelse er blevet en vigtig del af udviklingen af vores velfærdssamfund. Vi luger ud i unødige regler, udviser større tillid til medarbejderne og styrker borgernes selvbestemmelse. Først i folkeskolen og senest på ældreområdet. Nu må tiden snart være kommet til det næste skridt, og dét skal handle om vores børnehaver og vuggestuer.
Alle forældre ved, hvor grundige overvejelser der går forud for at finde den helt rette daginstitution, der kan danne trygge rammer om børnenes trivsel og udvikling. Og som samfund skal vi være pinligt bevidste om, hvor afgørende en rolle dagtilbuddene spiller for, at det moderne familie- og arbejdsliv kan hænge sammen.
Derfor skal vi fra politisk hold sikre, at velfærdssamfundet skaber de bedst mulige rammer om børnehaver og vuggestuer, som forældrene trygt kan aflevere deres børn til om morgenen.
Det kræver for det første, at vi sætter daginstitutionerne og det pædagogiske personale fri til at koncentrere sig om børnene. I dag bruger pædagogerne alt for meget tid på unødig dokumentation frem for at være sammen med børnene. Det skal vi tage alvorligt, fordi for mange regler og kontrol er skadeligt for kvaliteten i daginstitutionerne. Her skal vi inddrage kommunerne, da de har en stor del af regelgrundlaget, men vi skal også se, om der er steder i dagtilbudsloven, der trænger til justeringer.
Vi har tillid til de medarbejdere, der hver dag passer vores børn. Derfor vil vi gerne give dem større frihed til at tilrettelægge deres pædagogiske praksis og organisering. Erfaringerne med frisættelse på området viser, at det skaber arbejdsglæde og engagement, der kommer børnene til gode.
For det andet er der behov for at sætte familierne fri. Vi kan ikke forudsige, hvad fremtidens forældre har af ønsker til deres børns børnehaver og vuggestuer. Men vi ved, at de kommer til at være forskellige. For nogle handler det måske om en særlig pædagogisk tilgang. For andre om natur og udeliv. Familielivet er og bliver ikke "one-size-fits-all".
Ønsker man at give forældrene reel selvbestemmelse, kommer man ikke uden om at se på de økonomiske forudsætninger for at drive ikke-kommunale daginstitutioner her til lands.
En analyse fra DI anslår, at et barn i en privat vuggestue får godt 15.000 kr. mindre i offentligt tilskud end et tilsvarende barn i en kommunal. Hvert år. Det stiller de private daginstitutioner systematisk ringere, når de skal rekruttere, indkøbe nyt legetøj eller - ikke mindst - beslutte om de vil etablere nye institutioner. Det udgør en urimelig forskelsbehandling. Og problemet risikerer at vokse, når man fra årsskiftet har underlagt private dagtilbud et krav om minimumsnormeringer på institutionsniveau.
Intentionerne med minimumsnormeringer er gode, men det bliver nødvendigt at holde øje med, om de nye regler giver behov for at justere den økonomiske dækning. For de private institutioner vil hellere end gerne leve op til kravene, men det kræver, at de har samme økonomiske forudsætninger som kommunerne.
Reel selvbestemmelse forudsætter også, at valget af daginstitution sker på et oplyst grundlag. Basale oplysninger om retten til frit valg og de konkrete valgmuligheder bliver alt for ofte gemt væk i en støvet afkrog af kommunernes hjemmesider.
Og forsøger man at sammenligne forskellige børnehaver på kvalitetsparametre som forældretilfredsheden, ja så finder man kun tal for de kommunale tilbud. Dermed risikerer vi A- og B-hold, hvor kun de mest ressourcestærke forældre får opsøgt og udnyttet deres ret til selvbestemmelse. På ældreområdet er det netop besluttet, at det skal være muligt for borgerne at sammenligne kvalitet og tilfredshed på tværs af kommunale og private plejehjem. Det samme bør naturligvis gælde dagtilbud.
Frisættelsen er en løbende opgave i udviklingen af vores velfærdssamfund. Og nu er det tid til, at den også kommer pædagoger, forældre og børn til gode.
