Jakob Scharff: Skolemad er en opgave, der bedst løftes i offentlig-privat samarbejde

Fra næste skoleår får over 20.000 elever på udvalgte folkeskoler og friskoler landet over lov til at lade madkassen blive hjemme og spise frokost fra en madordning.

Finanslovsaftalen sætter nemlig 850 mio. kr. af til en forsøgsordning med skolemad, der både skal løfte vores børns trivsel og indlæring, mindske uligheden og aflaste landets forældre fra den tids- og energirøvende madpakkesmøring.

Men man må ikke underkende, at der er tale om en kompleks opgave. Hvis vi vil sikre, at forsøget skaber resultater og gør os klogere, skal vi være yderst omhyggelige i, hvordan vi tilrettelægger opgaven og bruger pengene.

De private er klar til at tage større ansvar

En oplagt vej vil være at trække på kapaciteten, kompetencerne og ressourcerne i den private sektor. I årevis har private madleverandører tilberedt og leveret måltider til vores forældre og bedsteforældre i ældreplejen. Mange af os – herunder 2 millioner privatansatte - nyder også daglige frokostordninger i professionelt drevne kantiner på arbejdspladsen.

Jeg ved, at de private også er klar til at tage større ansvar for frokosten til vores skolebørn.

De besidder nemlig allerede den oparbejdede kapacitet og ekspertise, der er nødvendig for at levere alsidige og økologiske madordninger, der følger de officielle kostråd og samtidig har et lavt klima- og miljøaftryk. De ved også af erfaring, at mennesker er forskellige, når det kommer til smag og vaner.

At levere mad, der efterlever de enkelte skolers behov og falder i tusindvis af elevers smag, kræver en fleksibilitet, som mange kommunale køkkener rundt om i landet får svært ved at matche.

Det kan de private.

De mange millioner skal bruges på kvalitet

Det vil desuden stille frokostordningen enormt sårbart overfor uforudsete hændelser, hvis den skal drives af skolen selv. Hvem skal f.eks. tilberede dagens frokost til de hundredvis af sultne skolebørn, hvis kokken pludselig er syg?

Vi hører desværre, at kommuner, der allerede har forsøgt sig med opbygning og drift af egne skolekøkkener, har mødt store udfordringer med at rekruttere og fastholde deres medarbejdere. Nogle har sågar måttet opgive projektet, efter at have investeret store summer i det.

Her er det også væsentligt at overveje de økonomiske aspekter. De over 850 millioner kr., der er afsat i finansloven – finansieret af borgernes skattekroner – kommer næppe til at række langt, hvis størstedelen går til at opbygge nye kommunale køkkener i rustfrit stål.

De mange millioner skal bruges på kvalitet til børnene frem for alt muligt andet.

Børnenes behov først

Virksomhederne kan udnytte stordriftsfordele, eksisterende ressourcer og kapacitet, så vi får mest muligt kvalitet for pengene, og vores børn modtager den bedst mulige mad.

Børne- og Undervisningsministeren har allerede gjort det klart, at en del af forsøgsordningen vil inkludere delvis forældrebetaling.

Private aktører er allerede rustet til at administrere betalingsordninger, mens folkeskolerne ikke besidder den samme erfaring eller infrastruktur. Lad os nu ikke spilde skattekroner på at udvikle kommunale betalingssystemer til en forsøgsordning, som vi endnu ikke kender fremtidsudsigterne for. 

I sidste ende handler det om at sætte børnenes behov først. De fortjener den bedste mad, vi kan tilbyde. Regeringen bør i samarbejde med kommunerne og skolerne skitsere en model for skolemad, der bygger på fordelene ved offentlig-privat samarbejde. På den må sikrer vi, at ordningen ikke blot bliver en succes, men også en model for fremtiden.

Indlægget blev bragt i Altinget den 7. januar 2025