09.08.24 OPS Nyheder

Stine Louise Eising og Jakob Scharff: Sæt kommunale plejehjem i udbud og få mere kvalitet

Kommunale plejehjem, hvor kvaliteten ikke er tilfredsstillende, kan få et løft via offentlig-privat samarbejde, skriver branchedirektør i Dansk Industri og adm. direktør i Forenede Care.

Flere og flere borgere med behov pleje og omsorg, men færre der kan udføre den.

Det er den virkelighed, landets kommunalpolitikere må forholde sig til nu, hvor de skal forhandle om de kommunale kroner i 2025.

Vi glæder os over, at budgetforhandlingerne foregår på bagtæppet af den nye ældrereform, der har lovet mere offentlig-private samarbejde. Men kommer det til at ske?

I dag er en forsvindende lille del af de kommunale plejehjem, der konkurrenceudsættes.

Konkurrencemodellen er ellers fundamentet for offentligt-privat samarbejde på stort set alle andre kommunale serviceområder, bare ikke på plejehjem.

Plejehjemsbeboerne betaler prisen, for skal et plejehjem have et løft, er konkurrenceudsættelse – altså at overlade driften til andre aktører en effektiv vej til mere kvalitet.

Lad kvaliteten være pejlemærket

Gennem konkurrenceudsættelse af et kommunalt plejehjem får kommunen afdækket muligheden for, om private kan løse opgaven bedre, end kommunen selv er i stand til. Det kan de private som oftest.

Nye plejeaktører bidrager med friske øjne og har helt andre muligheder for at afprøve nye løsninger, end kommunerne har – for eksempel gennem faglig udvikling af personalet og implementering af ny velfærdsteknologi.

Kvalitet bør altid være pejlemærket for, hvem der får lov til værne om vores mest sårbare ældre. Det er hele formålet med udbud.

Alligevel findes der desværre eksempler på plejehjem, hvor kvaliteten helt åbenlyst er utilstrækkelig.

Af den grund bør kommuner sende deres plejehjem i udbud, så vi i alle tilfælde, lader det bedste plejehjem levere velfærd. Det vil vi klart anbefale.

Løftet om frit valg forudsætter valgmuligheder

I dag er det under halvdelen af landets kommuner, der kan tilbyde et frit valg mellem plejehjem drevet på forskellige måder og af forskellige aktørtyper.

Dette er medregnet friplejehjem, som er drevet på helt anden vis end de kommunale, der kan overlades til anden plejeaktør via udbud.

Vores sigte er her er at sætte en streg under, at udbudsmodellen findes, og at langt flere kommuner kunne konkurrenceudsætte plejehjem til gavn for borgerne.

Kommunale plejehjem, hvor kvaliteten ikke er tilfredsstillende, kan få et løft via offentlig-privat samarbejde.

Vi har et fælles ansvar for at sikre, at bureaukrati og administration i udbuddene ikke bliver en stopklods for samarbejdet.

Derfor har vi i DI indsamlet udbudsmaterialer og gode erfaringer fra kommunerne, så vejen fra idé til nyt offentlig-privat samarbejde om ældreplejen bliver så nem og kort som muligt.

Så kære kommuner: Lad os sammen tage ansvar for, at ældrereformens løfter om mere selvbestemmelse, kvalitet og arbejdsglæde i ældreplejen rent faktisk bliver til virkelighed.

Indlægget blev bragt i Seniormonitor den 8. august 2024. 

Skrevet af:

Jakob Scharff, Stine Louise Eising, adm. direktør i Forenede Care A/S

Relateret indhold