Jakob Scharff: Det giver ikke længere mening at skelne mellem ældrepleje og sundhedsvæsen
Når kerneopgaverne på et plejehjem i stigende grad kredser om håndtering af sygdomme, giver det mening at ansvaret for sundhed og ældre samles, så indretningen af velfærdssamfundet er kalibreret efter borgernes reelle behov, skriver Jakob Scharff.
Det er langt fra ligegyldigt, hvordan vi taler om de livsnødvendige opgaver, som hver dag løses i vores velfærdssamfund.
Begreberne og billederne former både vores opfattelse af virkeligheden og sætter samtidig rammen for, hvilke politiske forandringer vi anser for mulige, nødvendige og legitime.
Den silotænkning, der alt for længe har præget den offentlige debat om vores sundhedsvæsen og vores ældrepleje, udgør desværre et glimrende eksempel.
Således har vi netop været vidne til et forhandlingsforløb om en ældrereform, hvor sammenhængen til sundhedsvæsenet – selv de dele af det, der varetages af kommunerne – ofte blev overset, negligeret eller sparket til hjørne.
Når vi taler ældreplejen og sundhedsvæsenet som to separate områder, så er det eksempelvis med til at fastholde et rosenrødt og nostalgisk billede af et plejehjem som et sted, man bor, når alderen begynder at trykke og kræfterne bliver færre.
Jeg kan med garanti ikke sige mig fri for selv at have bidraget til, at fastholde dét billede.
Virkeligheden er snarere den, som speciallæge og aldringsforsker Henning Kirk så præcist har skildret; nemlig at borgere – på tværs af forskellige aldre – visiteres til en plejebolig som følge af, at de lider af en eller flere sygdomme.
Kerneopgaverne på et plejehjem kredser i stigende grad om at håndtere lidelser som demens, inkontinens, KOL, diabetes og hjertesvigt, herunder de lægekonsultationer, behandlinger og indlæggelser, der følger med.
Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen rammer derfor også hovedet på sømmet, når han slår fast, at det ingen mening giver at tale om 'helhedspleje' og 'forebyggelse' uden at tale sammenhæng mellem ældrepleje og behandlingen på sygehusene.
Derfor er Sundhedsstrukturkommissionens netop offentliggjorte rapport meget mere værdifuld end analyserne og anbefalingerne i sig selv.
Den varsler nemlig et opgør med silotænkningen og et længe ventet paradigmeskifte i vores forståelse og prioritering af det nære sundhedsvæsen.
Ulemperne ved et sundhedsvæsen, hvor det overordnede ansvar for økonomi og styring er delt mellem kommuner og regioner er til at få øje, hvad enten man er patient, pårørende, medarbejder eller leverandør.
Data bliver ikke delt på tværs af sektorer. Incitamenterne til at investere i forebyggelse, træning, hjemmebehandling, teknologi og sammenhængende forløb er ikke til stede i tilstrækkelig grad.
Indlægget blev bragt i Altinget den 25. juni 2024
