Jakob Scharff: Sundhedsrådene bør bestille og ikke udføre sundhedsopgaver
Offentlig-privat samarbejde bør være modus operandi for sundhedsrådene.
Sundhedsreformen sikrer et samlet ansvar for det nære sundhedsvæsen til sundhedsrådene. Det er meget positivt, og det vil grundlæggende sikre, at der er incitamenter til at investere i eksempelvis forebyggelse og hjemmebehandling.
Det nære sundhedsvæsen har i dag en decentral struktur med mange private aktører udover de offentlige sygehuse og kommunerne. Det bør være en bunden opgave for sundhedsrådene at udbygge denne decentrale struktur og i størst muligt omfang bruge den eksisterende kapacitet og samarbejde med nuværende aktører.
Offentlig-privat samarbejde bør med andre ord være modus operandi for sundhedsrådene. Den nuværende praksis med adskillelse af myndighed og drift i praksissektoren bør videreføres og udvides, så der sikres den nødvendige armslængde til driften.
Hegnspæle for centralisering
Vi anbefaler i DI, at sundhedsrådene i praksis først og fremmest kommer til at fungere som »bestillere«, der via kontrakter køber sundhedsydelser af sygehuse, kommunale (inkl. tværkommunale) og private leverandører, herunder praktiserende læger, speciallæger, apoteker, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, fodterapeuter m.fl.
Fokus og den politiske beslutningskraft vil på den måde entydigt være rettet mod at sikre borgerne sundhedsydelser af høj kvalitet fremfor opbygning af nye offentlige driftsorganisationer og tilbud uden for sygehusene.
Det vil samtidig sætte hegnspæle for centraliseringen, og dermed en garanti for sundhedstilbud tæt på borgerne. Det er helt afgørende for, at sygdom ikke bliver lig med lang transporttid.
Ærgerlig historisk tendens
Der er nemlig en ærgerlig historisk tendens til, at offentlige myndigheder vælger at prioritere egne offentlige driftsorganisationer på bekostning af eksempelvis private eller selvejende tilbud. Der er også en klar tendens til, at nye opgaver løses med at oprette nye offentlige tilbud i stedet for at bruges eksisterende privat kapacitet eller afdække, om der er interesse for at etablere det.
Der er utallige eksempler på, at regionerne har bygget og driftet egne vaskerier, køkkener og kantiner, lagre og logistikcentre i stedet for at bruge eksisterende privat kapacitet eller indgå i offentlig-private samarbejder. Tilsvarende er udgangspunktet for kommunerne typisk også at oprette nye kommunale tilbud inden for eksempelvis genoptræning i stedet for at bruge private leverandører.
Når sundhedsrådene de næste mange år skal investere store summer i det nære sundhedsvæsen, er der uden hegnspæle en stor risiko for, at kulturen fra kommuner og regioner følger med. Sker det, risikerer vi en bølge af offentligt imperiebyggeri på bekostning af de mange private aktører i det nære sundhedsvæsen.
Debatindlægget blev bragt i Sundhedsmonitor den 11. december 2024.
