Holstebro Kommune kan snart fejre sølvbryllup med privat virksomhed på vej- og parkområdet
Igennem 23 år har Holstebro Kommune samarbejdet med entreprenøren Kaj Bech A/S om kommunens vej- og parkopgaver. Fleksibilitet, bæredygtighed, socialt ansvar og økonomi er opskriften på et godt samarbejde.
Landets kommuner har ansvar for en lang række forskellige driftsopgaver på vej- og parkområdet: Hullerne i vejen skal lappes, ukrudt skal bekæmpes, sneen skal ryddes og græsset skal slås på boldbaner og i parker.
I Holstebro Kommune bliver disse opgaver imidlertid ikke varetaget af kommunen selv, men i stedet via et samarbejde med en privat aktør. Entreprenøren Kaj Bech A/S har vundet Holstebro Kommunes udbud af vej- og parkopgaver hele fem gange - gennem 23 år - og samarbejdet kan således snart fejre sølvbryllup.
Fleksibilitet i højsædet
Det seneste genudbud blev afsluttet i november 2022, og her var det særligt Kaj Bech A/S’ fleksibilitet, der talte til entreprenørens fordel. Konkurrenceparametrene ved udbuddet af den igangværende kontrakt vægtede pris 60 pct. og kvalitet 40 pct. Kvalitetsparameteret blev udgjort af hhv. 30 pct. organisation og 10 pct. på grønne parametre.
I tilbudsmaterialet har Kaj Bech A/S lagt vægt på høj fleksibilitet og en flad organisering af opgaveløsningen - det betyder bl.a. at Holstebro altid kan få fat på en kompetent kontaktperson, der ved noget om de enkelte områder.
- I Kaj Bech A/S tog de fra første udbud godt imod ’de udliciterede medarbejdere’, som blev indstillet på, at der slet ikke var noget farligt ved at ’blive udliciteret’,” siger Poul Munk-Poulsen, der var ansvarlig for det oprindelige udbud og som sidenhen har siddet i styregruppen for kontrakten som repræsentant for Teknik og Miljø i Holstebro Kommune.
Bæredygtighed og socialt ansvar
Foruden fleksibilitet har Holstebro Kommune også lagt vægt på den grønne omstilling og bæredygtighed. Alle håndværktøjer og småmaskiner som fx hækkeklippere og buskryddere, der anvendes i opgavevaretagelsen, er eldrevne, og samtidig omstilles maskinparken løbende til eldrevne køretøjer.
I dag består maskinparken af fem eldrevne køretøjer, og til næste år gælder det yderligere fem – Holstebro Kommune og Kaj Bech A/S har aftalt at køretøjerne løbende udskiftes til el.
- En ekstern entreprenør har bedre muligheder for at opnå stordriftsfordele og finansiering, bl.a. fordi de kan inddrage andre opgaver end kommunens. Det giver gode forudsætninger for at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere og dermed også et stærkere grundlag for omstilling af maskinparken og drift til nye miljøkrav, hvilket alt sammen kommer kommunen til gavn, siger Poul Munk-Poulsen.
Topscorer på vej- og parkområdet
Holstebro kommune indtager førstepladsen i DI’s opgørelse over kommunernes konkurrenceudsættelse af vej- og parkopgaver. Knap 90 pct. af kommunens opgaver på området er således overladt til private virksomheder. På landsplan lyder gennemsnittet for kommunerne blot på ca. 45 pct.
For Holstebro Kommune har det været helt naturligt at samarbejde med erhvervslivet om de tekniske opgaver, siden de gennemførte det første udbud af hele vej- og parkområdet i år 2000:
- Det var en principiel politisk beslutning i kommunen om at prøve at sende hele vej- og parkområdet i udbud der i slutningen af 1990’erne. Det vigtige for os var, at kunne udbyde opgaven til en samlet organisation, der var fleksibel og omstillingsparat – det var Kaj Bech A/S, siger Poul Munk-Poulsen og fortsætter:
- Vi oplevede desuden, at selve arbejdet med at beskrive og udbyde opgaverne var en medvirkende årsag til, at vi så en umiddelbar reduktion i omkostningerne på 10 pct. En fordel ved udbud af en større driftsentreprise er, at det kan give klarhed over, hvad opgaven består af og hvad den koster”, fortæller Poul Munk-Poulsen.
FAKTA: Disse kommuner samarbejder mest med private virksomheder om vej og park
Kommune |
Privat Leverandør Indikator (PLI), pct. |
|
Holstebro |
88,6 |
|
Greve |
84,1 |
|
Frederikssund |
82,3 |
|
Odense |
77,9 |
|
Gribskov |
77,1 |
|
Hillerød |
76,3 |
|
Helsingør |
72 |
|
Odsherred |
71,3 |
|
Nordfyns |
70,3 |
|
Favrskov |
69,2 |