Velfærdsteknologi frigiver hænder: Plejecenter tager velfærdsteknologi til sig
Plejecenteret Marienlund i Silkeborg samarbejder med private leverandører af velfærdsteknologi om at frigive hænder til pleje, styrke livskvaliteten for beboerne og øge sikkerheden.
I den midtjyske by Silkeborg ligger plejecentret Marienlund, som har taget flere velfærdsteknologiske løsninger fra virksomhederne til sig.
På Marienlund ønsker de at gøre opholdet for de ældre samt arbejdsmiljøet for de ansatte så behageligt som overhovedet muligt. Det bidrager velfærdsteknologi med.
Moderne og diskret demenssikring
Marienlund har installeret både indendørs og udendørs demenssikring. Plejecenteret er blandt andet udstyret med en såkaldt ”demensring”, som er udviklet af virksomheden Tunstall A/S. Demensringen registrerer, når en borger bevæger sig udenfor et afgrænset område og giver personalet besked herom på deres telefon. Derudover alarmeres personalet af sensorer installeret på badeværelset, hvis en beboer ikke vender tilbage efter et toiletbesøg.
Demenssikringen letter personalets arbejdsbyrde og frigiver tid og hænder, som kan bruges på pleje. Dermed styrkes både bevægelsesfriheden, livskvaliteten og sikkerheden for beboerne.
Foruden demenssikring er Marienlund også udstyret med mange andre innovative velfærdsteknologiske løsninger fra Tunstall, eksempelvis: ID Lock til kontrol af adgang til den enkelte beboers bolig; positionering, så beboere kan lokaliseres; og TeleVagt Web, et softwaresystem så personalet selv kan tilføje og udskifte nyt alarmudstyr på baggrund af rapporter.
Innovative loftlifte aflaster plejepersonalet
Virksomheden Guldmann har også specialiseret sig i at levere velfærdsteknologi - særligt loftliftsystemer. Alle lejligheder på Marienlund Plejecenter er netop udstyret med moderne loftlifte fra Guldmann, der omfatter et gennemgående og rumdækkende skinnesystem mellem soveområdet og badeværelset. Det sikrer optimale betingelser for løft og forflytning af beboere.
Guldmann bistod i etableringen og planlægningen af den overordnede udformning og struktur for plejecenteret for at sikre effektiv integration af loftliftssystemet. Det har resulteret i, at alle lejligheder og mange andre rum, fællesområder og specialområder er udstyret med loftlifte som en del af basiskonstruktionen.
De moderne loftlifte giver plejepersonalet mulighed for at arbejde mere effektivt og dermed frigive hænder til pleje samtidig med, at de styrker arbejdsmiljøet ift. ergonomi, sundhed og sikkerhed. Loftliftssystemet gavner ligeledes beboerne, da det sikrer øget fleksibilitet og sikkerhed ved løft.
Velfærdsteknologi frigiver hænder
I forbindelse med opførelsen af Marienlund Plejecenter havde Silkeborg Kommune et stort fokus på velfærdsteknologi. Jonas Sivertsen, formand for Ældreudvalget i Silkeborg Kommune, mener, at velfærdsteknologi er en gevinst på flere måder: ”Der er to ben i velfærdsteknologi, som bidrager til plejen. På den ene side kan velfærdsteknologi give tryghed og sikkerhed for beboere, personale og pårørende gennem mere finteknologiske løsninger såsom demenssikring, alarmer og låsesystemer. Det andet ben vedrører mere mekanisk teknologi, som i form af loftlifte frigiver tid hos personalet, når tomandsjobs bliver til etmandsjob,” siger Sivertsen og fortsætter: ”Velfærdsteknologi kan bidrage til at efterkomme den alvorlige mangel på hænder i plejen, som presses af den demografiske udvikling.”