Nyt værktøj hjælper organisationer med at beregne samlet CO2-aftryk
Flere kommuner har i samarbejde med privat virksomhed udviklet en CO2-beregner, der hjælper organisationer med at beregne deres samlede CO2-aftryk – også CO2-belastningen fra indkøbte varer.
Opgørelse af samlet CO2-aftryk er for mange virksomheder, kommuner og organisationer ofte en bøvlet og ressourcekrævende affære.
Den nye klimaberegner, KMD CarbonKey, medtager automatisk CO2-belastningen fra indkøbte varer, og kommer dermed organisationerne til undsætning.
Indirekte CO2-udledninger
Den vanskelige CO2-rapportering skyldes blandt andet, at det er særligt svært at beregne CO2-belastningen fra indkøbte varer – hvilket kaldes ”scope 3” og dækker over indirekte CO2-udledninger. Scope 3 adskiller sig fra scope 1 og 2, som dækker over organisationers egne målbare CO2-udledninger – eksempelvis opvarmning af bygninger eller forbrug af brændstof.
Når organisationer får mulighed for at måle klimabelastningen fra varer købt af underleverandører, bliver det lettere at overskue, hvor CO2-udledningen bør reduceres, og hvilken indvirkning det vil have i fremtiden.
Beregneren er baseret på internationale standarder og kan måle klimabelastning på alt fra kuglepenne, bleer og oksekød til brændstof og fjernvarme.
Automatisk dataindsamling
Konsulenthuset Viegand Maagøe med ekspertise indenfor bæredygtighed, energiforbedringer og grøn omstilling, har udført de underliggende beregninger i CO2-beregneren. På baggrund af data i kommuner og virksomheders faktura skal de kunne autogenerere et grønt månedsregnskab på samme måde, som de i dag laver finansielle regnskaber. Søren Eriksen, adm. Direktør i Viegand Maagøe, har store forhåbninger til CarbonKey:
”Det vil skabe et kvantespring i ESG-rapporteringen og stille danske virksomheder stærkere på det globale marked,” siger han.
CO2-beregneren sørger selv for at indsamle de relevante data fra fx indkøbssystemet, og analysen kan derfor foretages uden en forudgående og ressourcekrævende indsamling af data fra virksomheden.
Samarbejde om udvikling
Tre danske kommuner – Sønderborg, Samsø og Odense – samt Oslo i Norge har været med til at udvikle CO2-beregneren i samarbejde med it-virksomheden KMD.
De fire kommuner har bidraget til udviklingen af værktøjet ved at deltage i et testforløb med øje for funktionalitet og de kommunale behov på klimaområdet. Gennem testforløbet har kommunerne leveret data og været med til at definere, hvordan beregnerens resultater skal præsenteres for at være relevant for målgruppen.
Søren Jensen, der er Strategi- og Udbudschef i Sønderborg Kommune udtaler følgende om samarbejdet:
”Vi har været glade for at deltage i pilotprojektet og være med i udviklingen af klimaberegneren, som kan beregne CO2-belastninger. Beregneren kan være med til at løse et komplekst problem, for i fremtiden skal vi sandsynligvis måle konkret på klimaaftryk i scope 3, og så kan klimaberegneren bidrage til at målrette fremtidige klimaindsatser i Sønderborg Kommune. Vi er netop ved at tage klimaberegneren i brug i praksis og ser frem til at få beregninger.”
Samtidig har knap halvdelen af landets kommuner fulgt med i projektet fra sidelinjen.
”Det er afgørende for at ændre adfærd og rutiner, at man kan se præcis, hvor og hvordan ens grønne handlinger kan gøre en forskel, så man målrettet kan indfri sine ambitioner og strategiske mål for en grønnere fremtid. Det kan CO2-beregneren hjælpe med”, siger Merete Søby, Executive Vice President for Data Driven Solutions i KMD A/S.