Robert sikrer stærke ben og bedre arbejdsmiljø
Takket være et innovativt offentlig-privat samarbejde mellem Vestdansk Center for Rygmarvsskade og medicovirksomheden Life Science Robotics har genoptræningsrobotten ROBERT® gjort livet lettere for patienter og ansatte. Robert har effektiviseret arbejdsgangene og forbedret arbejdsmiljøet ved at aflaste terapeuternes fysiske arbejde.
I efteråret 2018 startede Life Science Robotics en innovativ fokusgruppe i samarbejde med Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg (VCR), NeuroNord og en praktiserende fysioterapeut. Life Science Robotics ønskede med fokusgruppen at få deres robot Robert testet af fagpersoner, således at robotten blev brugertilpasset og udviklet så optimalt som overhovedet muligt.
I sommeren 2019 stod Life Science Robotics klar med en færdigudviklet model af robotten Robert, og i løbet af efteråret var Robert® blevet godkendt og klar til at indtage et hidtil nyt og ukendt marked.
Hvad kan Robert?
ROBERT® er en robot, der hjælper patienter med genoptræning af hofter og ben. ROBERT® blev i første omgang brugt til passiv bevægeterapi, hvor patienten med hjælp fra en terapeut laver en bestemt hofte- eller benøvelse, som robotten herefter kan gengive uden ergo- eller fysioterapeutens medvirken. På den måde kan terapeuten koncentrere sig om en ny patient, mens patienten og Robert gentager øvelsen igen og igen.
Med fokusgruppens input er ROBERT® imidlertid blevet udviklet yderligere, så robotten også kan gøre gradueret modstand med vægt og benyttes til muskeltræning - nøjagtig som i fitnesscentret. ROBERT® kan således måle, hvor meget en patient trykker med i kg. Applikationen giver terapeuterne en vigtig viden og sikrer således en datadreven og vidensbaseret evaluering, som giver en optimal behandling til gavn for patienterne.
For VCR har det offentlig-private samarbejde med Life Science Robotics været en spændende og lærerig proces. Da vi første gang afprøvede Robert®, gav det anledning til en række forbedringsforslag og ønsker fra både fysioterapeuter og patienter, fordi vi troede på, at hvis Robert® blev optimeret, kunne den imødekomme langt flere af vores patienters træningsbehov. Resultatet blev, at stort set samtlige af vores ønsker blev imødekommet, og med den nye udgave var Robert® blevet målrettet vores behov, samtidig med at vores inputs havde givet Robert® en langt større målgruppe. Vores samarbejde med Life Science Robotics er fortsat, hvor vi modtager undervisning og giver feedback ift. nye udviklingsområder. Lasse Thulstrup, ledende terapeut, Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR)
Robert sikrer kvalitet og effektivitet
Når først terapeuten har indstillet Robert® til patienten, kan patienten nu selv benytte Robert uden en ergo- eller fysioterapeut, og på den måde kan ROBERT® benyttes af både liggende og siddende patienter til selvtræning, mens terapeuten kan se til en anden patient, udføre dokumentation eller andet.. Det har medført en øget tilfredshed hos både patienter,deres pårørende og ansatte.
De mange og gentagne løft, terapeuter normalt foretager i forbindelse med arbejdet, betyder, at 80 pct. af dem ofte oplever arbejdsrelaterede skader. Mange af de tunge løft og uhensigtsmæssige bevægelser for terapeuterne tager ROBERT® sig nu i stedet af, og det betyder, at terapeuterne bliver aflastet fysisk og sikrer således et bedre arbejdsmiljø for de ansatte.
Samtidig medfører det en effektivisering af arbejdsgangene. ROBERT®s tilstedeværelse betyder nemlig, at terapeuterne nu kan prioritere bedre i deres tid og lade ROBERT® tage sig af de patienter, som kræver mere trivielle øvelser, mens terapeuten f.eks. kan fokusere på de mere komplekse patientøvelser. Det er til gavn for både patienter og de ansatte.
Resultaterne fra forsøgsperioden har været så tilfredsstillende, at Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg har valgt at investere i genoptræningsrobotten. ROBERT® er dermed et godt eksempel på, at robotter ikke kun har sin berettigelse i industrien, men at de også kan hjælpe til med flere og flere kerneydelser i velfærden. ROBERT® er også blevet en attraktivt herre i udlandet. F.eks. har Life Science Robotics’ forhandler i USA købt to ROBERT®’er, og i Tyskland har 16 hospitaler skrevet sig op til at testkøre Robert.
Offentlig-privat samarbejde er en afgørende drivkraft for innovation
Samarbejdet mellem Life Science Robotics og bl.a. Vestdansk Center for Rygmarvsskade viser samtidig vigtigheden af offentlig-privat samarbejde, når det kommer til udvikling og forbedring af velfærden. Der ligger nemlig et kæmpe potentiale i nye og innovative offentlige-private samarbejder mellem den offentlige sektor og danske medicovirksomheder.
Sundhedsvæsenet og andre sundhedsinstitutioner er nemlig en afgørende ressource for medicovirksomheder, som står på spring for at få afprøvet deres sundhedsprodukter på hospitaler, klinikker og plejehjem. Medicoindustriens produkter er netop skalerbare, og så snart et medicoprodukt har vist sig positivt frem, kan det derfor ganske let overføres til andre hospitaler.
Det kræver, at den offentlige myndighed er villig til at investere den nødvendige tid og energi i et til tider krævende samarbejde. Men som samarbejdet mellem Life Science Robotics og VCR netop viser, kan et innovativt offentlig-privat samarbejde munde ud i et slutprodukt, der imødekommer endnu flere behov til gavn for patienter og ansatte.
Derfor er det afgørende, at der bliver åbnet op for langt flere innovative offentlig-private samarbejder på sundhedsområdet, som kan være med til at udvikle produkter, der kan forbedre velfærden yderligere – til gavn for patienter, ansatte og Danmark.