Tillidsbaseret partnerskab om byggerier styrker kvaliteten
En ny og tillidsbaseret samarbejdsform danner rammen om opførelsen af fremtidens skoler og daginstitutioner i Københavns Kommune. Samlingen af både bygherre og flere leverandører i et strategisk partnerskab har resulteret i tættere faglig sparring, færre konflikter og højere kvalitet i byggeprojekterne.

(Artiklen er opdateret den 6. marts 2025)
Der bliver født flere og flere børn i disse år, og derfor har mange kommuner en stor opgave i at sørge for, at kapaciteten i skoler og dagtilbud kan følge med. I Københavns Kommune blev udsigterne til at skulle opføre og udbygge en lang række institutioner hen over en årrække anledning til at gentænke den måde, samarbejdet om de større byggeprojekter bliver organiseret på. Målet var at etablere en mere dialog- og tillidsbaseret samarbejdsform, der gjorde op med rigide processer og en konfliktkultur, som alt for ofte havde ført til budgetoverskridelser og udskudte tidsplaner i byggerierne.
I november 2016 valgte kommunens bygherreenhed, Byggeri København (ByK), at etablere det strategiske partnerskab TRUST, der med entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen i spidsen udgør en bred sammenslutning af forskellige leverandører med speciale i alt fra landskabsarkitektur til design og entreprise. Den nye projektorganisation, ByK med TRUST, har derfor fået til opgave at gennemføre en lang række nybyggerier og renoveringer af bl.a. daginstitutioner, skoler og fritidshjem frem mod 2021.
Faglig sparring og løbende erfaringer
Oprettelsen af en fælles projektorganisation har betydet, at medarbejdere fra forskellige leverandører såvel som Byggeri København fra starten har siddet på samme kontor, hvilket har givet optimale betingelser for at sparre på tværs af fagligheder og gå i tæt dialog med kommunen om deres ønsker til projekterne. Hos Byggeri København er der stor tilfredshed med partnerskabet, der har fungeret som en katalysator for kvaliteten i byggerierne:
Vi er meget tilfredse med den strategiske partnerskabsmodel. Vi har erfaret, at det er en fordel, at entreprenør, arkitekter og rådgivere opbygger et tillidsfuldt samarbejde, videndeler og fører de fælles erfaringer videre fra projekt til projekt. Ved denne samarbejdsform har vi nedbragt konflikter i vores byggerier og har endnu ikke haft udgifter til advokatbistand eller lignende. Vi er også utroligt glade for, at andre kommuner og organisationer har kigget os over skulderen og ladet sig inspirere af partnerskabsmodellen Kasper Graa Wulff, chef for Byggeri København, Københavns Kommune
Opgør med konfliktkultur i byggeribranchen
Samtidig har det strategiske partnerskab vist sig som opskriften på at komme en til tider omfattende konfliktkultur i byggebranchen til livs – ikke mindst fordi leverandører og bygherre opnår en tættere relation. Det betyder konkret, at eventuelle uoverensstemmelser kan håndteres tidligt og med de fælles målsætninger for øje:
Ved tidligere projekter har vi oplevet, at samarbejdet mellem leverandører såvel som med bygherren kan være præget af at dække egen forretning af og pege fingre ad hinanden. Med det strategiske partnerskab får vi langt bedre fokus på at løse problemstillingerne via dialog og gensidig respekt, og ved at køre gentagne opgaver sammen, bliver vi hele tiden skarpere på at levere på kundens ønsker. Det betyder, at vi kommer langt hurtigere i mål med projekterne end tidligere Peder Johansen, fhv. forretningsudviklingsdirektør, Enemærke & Petersen
Samarbejdsformen vinder indpas
De gode erfaringer med strategiske partnerskaber har ført til, at modellen nu anvendes i endnu bredere skala. Byggeri København har efterfølgende udbudt et nyt partnerskab, hvor alle kommunens forvaltninger kan bestille byggerier – en udvidelse af den oprindelige model, som kun omfattede Børne- og Ungdomsforvaltningen. Derudover har også de almene boligorganisationer KAB og CIVICA taget partnerskabsmodellen i brug, hvor Enemærke & Petersen er med som entreprenør.
Disse udviklinger understreger, hvordan partnerskabsmodellen aktivt bruges til at sikre bedre og mere effektive byggeprocesser på tværs af både den kommunale og almene sektor.