OUH Nyborg sparer energi og sikrer bedre indeklima
I 2017 indledte Odense Universitetshospital et samarbejde med Schneider Electric. Indeklimaet på Odense Universitetshospital i Nyborg skulle forbedres og energiforbruget sænkes. Fokus har været på hurtigere heling af patienter, øget produktivitet hos medarbejderne og energireduktion.
OUH i Nyborg er en sygehusenhed under Odense Universitetshospital. Sygehuset udfører 1.700 dagkirurgiske operationer om året og omfatter seks forskellige faggrupper, f.eks. ortopædkirurgi. Sygehusenheden er et sammedagssygehus, hvor størstedelen af patienterne bliver sendt hjem samme dag, som de bliver opereret.
Patientens ve og vel og en hurtig heling er derfor i fokus gennem hele processen, og et godt indeklima og en god komfort er dermed altafgørende for OUH Nyborg. Derfor indledte sygehusenheden i Nyborg et samarbejde med Schneider Electric om implementering af et intelligent bygningsstyringsværktøj, der kunne sikre OUH det bedste indeklima for patienter og medarbejdere.
Værktøjet er et intelligent IoT-system (Internet of Things), der gør det muligt at overvåge data fra alle relevante komponenter i en bygning. Bygningsstyringsværktøjet er implementeret på sygehusenhedens 15.000 m2. Værktøjet analyserer data fra hospitalets BMS-anlæg døgnet rundt og identificerer afvigelser rundt om på hospitalet relateret til energi, vedligeholdelse og komfort.
En lang række steder kunne det intelligente bygningsstyringsværktøj identificere potentiale for at minimere afvigelser og dermed optimere driften i bygningen. Og mulighederne med værktøjet er mange. Bygningsstyringsværktøjet fandt f.eks. frem til, at der over en længere periode havde været små temperaturudsving på +/- 0,8°C i en hospitalsenhed. Det er temperaturudsving, som medarbejdere og patienter ikke bemærker, men som langsomt havde forøget energiforbruget og medført slitage af hospitalets anlæg.
Andetsteds fandt man ved hjælp af bygningsstyringsværktøjet ud af, at en defekt spjældåbning var skyld i store temperaturudsving, da den havde ladet kulden strømme ind. Bygningen blev automatisk opvarmet af varmesystemet til den anbefalede temperatur. Ved at ændre spjældåbningen kan hospitalet fremadrettet undgå et unødvendigt energiforbrug og dermed spare op til 65.000 kr. om året – penge, der i stedet kan bruges på patienterne.
Systemet har hjulpet til at rette en del programmeringsfejl og fundet en del steder, hvor vores systemer ikke har fungeret hensigtsmæssigt. Bygningsstyringsværktøjet har imponeret mig med de ting, som det har fundet frem til. Det gælder både energispild, men også komfort. - Jørgen Lindegaard, Sektionsleder med ansvar for bygningsdrift og service, Odense Universitetshospital
Schneider Electrics bygningsstyringsværktøj og de iværksatte løsninger har samtidig bidraget til et markant bedre indeklima på hospitalet. For at sikre et bedre og mere miljøvenligt indeklima fik Schneider Electrics teknikere i samarbejde med OUH optimeret deres anlæg, hvor den tempererede luft fra operationsstuer på varme sommerdage genanvendes til nedkøling af andre rum.
Det er særligt vigtigt på et hospital, fordi et godt indeklima sikrer bedre og hurtigere heling af patienterne – og et godt indeklima giver samtidig højere produktivitet hos medarbejderne og øger trivslen.
Generelt stiller hospitaler store krav til udluftning og indeklimaregulering, og det øger naturligt energiforbruget. På hospitalet i Nyborg har man derfor et stort behov for at få et grundigt overblik over, hvordan hospitalet kan spare energiomkostninger, uden at patient- og medarbejderkomfort forringes. Med det intelligente værktøj og samarbejdet med teknikere sikrer det således Odense Universitetshospital et gennemskueligt og forbedret beslutningsgrundlag.
På blot et år har Schneider Electric hjulpet hospitalet med at finde varige besparelser for ca. 180.000 kr. I og med at systemet løbende overvåger potentialer for energibesparelser, kan besparelsen og energiforbedringen løbe op i meget mere. Energiforbedringer, der optimerer driften, sænker energiomkostningerne, så man undgår energispild, forlænger udstyrets levetid og generelt øger komforten og indeklimaet i bygningen – til gavn for patienter, pårørende og personale.