OPP-sygehus sikrer sundhedspersonalet og patienterne optimale rammer
På psykiatrisygehuset i Vejle kan det sundhedsfaglige personale koncentrere sig om undersøgelse, behandling og pleje af patienterne, mens private parter sørger for de fysiske rammer og selve driften.
I august 2014 blev første spadestik taget til Danmarks første offentlig-private partnerskab af et sygehusbyggeri – og samtidig et af Danmarks største OPP-projekter. Blot to og et halvt år efter, i februar 2017, stod byggeriet af Vejle Psykiatriske Afdeling færdig – til den aftalte tid og pris.
Psykiatrisk Afdeling i Vejle er et fantastisk hus, som skaber de bedste rammer for patienterne, de pårørende og medarbejderne. OPP-projektet i Vejle er udtryk for et godt og konstruktivt samarbejde, og både beslutningsprocessen og det endelige resultat vidner om de mange positive effekter af, at det offentlige og private forener kræfterne Stephanie Lose, regionsrådsformand (V), Region Syddanmark
Tilbage i 2013 vedtog et enigt regionsråd i Region Syddanmark, at den nye psykiatriske afdeling i Vejle skulle opføres som et OPP-projekt, og konsortiet Team OPP trak det længste strå. Team OPP består af de tre pensionsselskaber PKA, PensionDanmark og Sampension, som står for finansieringen, MT Højgaard for selve opførelsen, mens DEAS står for drift og vedligeholdelse de næste 25 år med reference til et driftsselskab, der ejes i fællesskab af MT Højgaard og DEAS.
En af fordelene ved OPP-projekter er, at man sammentænker selve opførelsen med den efterfølgende drift og vedligeholdelse. På den måde ligger der et indbygget incitament hos konsortiet til at levere en bygning af høj kvalitet, når de private leverandører efterfølgende skal stå vedligeholdelsen af bygningen i mange år. Dermed opnår man et velovervejet materialevalg og en optimeret drift og vedligeholdelse.
Arkitektfirmaet bag er Arkitema Architects. Og Psykiatrisk Afdeling Vejle, som bl.a. rummer Børne- og Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium, en psykiatrisk skadestue samt ca. 100 sengepladser, er lidt af en arkitektonisk perle. Fokus har bl.a. været på såkaldt helende arkitektur, hvor eksempelvis dagslys, lyd og akustik, farver og rummenes stemning er med til at understøtte den fysiske og psykiske heling og skaber en rolig og hjemlig atomsfære, der ikke minder om et typisk sygehus.
De otte klyngehuse samler sig som en ring omkring den indre bygning, hvor de administrative funktioner og service- og personalefunktioner er placeret. Afdelingen er bygget sammen med Vejle Sygehus via en 200 meter lang gangbro, og de mange glaspartier sikrer naturligt lys, skaber udsyn og fremhæver de omkringliggende, skovklædte skrænter.
Der er således tænkt grundigt over, hvordan arkitekturen kan understøtte behandlingen af patienterne, medvirke til at sænke brugen af tvang og generelt have en positiv effekt på de mennesker, der bruger bygningerne. Og resultaterne taler sit eget tydelige sprog.
Allerede et halvt år efter indvielsen var brugen af tvang reduceret betydeligt. Det er derfor også fortjent, at det nye OPP-byggeri har modtaget international hæder ved European Healthcare Awards Design Awards 2018 ved at vinde prisen for bedste arkitektur i kategorien Mental Health Design.
Læs mere om OPP-byggeriet her.