Flere borgere vælger privat hjemmepleje, når de får muligheden
44 pct. af de visiterede borgere valgte i 2023 en privat leverandør af hjemmehjælp, hvilket er højeste niveau nogensinde. Tallet dækker dog over store kommunale forskelle, der afhænger af valgmulighederne i den enkelte kommune.
Flere end fire ud af ti af de borgere, der var visiteret til praktisk hjælp og/eller personlig pleje i eget hjem, valgte at få hjælpen leveret af en privat leverandør frem for kommunen. Tallet stiger dermed for sjette år i træk og udgør højeste niveau nogensinde.
Borgere, som kommunerne visiterer til personlig pleje eller praktisk hjælp i eget hjem, har ifølge reglerne ret til at vælge blandt mindst to leverandører, hvoraf den ene kan være kommunen selv. Der er imidlertid store kommunale forskelle på, hvor stor en andel af borgerne, der i dag får leveret hjemmehjælp af en privat leverandør.
I nogle kommuner dækker private leverandører op mod 80 pct. af markedet, mens kommunerne selv står for al hjemmehjælp andre steder i landet.
Opgjort på landsdele er det særligt de nordsjællandske og kommunerne i hovedstaden, der udmærker sig ved en høj andel af visiterede borgere, som gør brug af deres ret til selvbestemmelse og vælger en privat leverandør af hjemmehjælp. Her udgør den private markedsandel ca. 50 pct., mens de fynske og østjyske kommuner ligger et godt stykke under landsgennemsnittet.
Andelen af visiterede borgere, der vælger privat leverandør af hjemmehjælp, kan både være en funktion af markedssituationen lokalt, borgernes præferencer og hvorvidt kommunerne formår at godkende nye leverandører.
De private leverandørers markedsandel hænger således sammen med, om kommunerne formår at godkende en eller flere leverandører af både personlig pleje og praktisk hjælp. I kommuner hvor der findes private leverandører af begge ydelser, er det således knap halvdelen af borgerne, der får mindst én af disse ydelser leveret af en privat leverandør. Omvendt gælder det blot for en tredjedel af borgerne i de kommuner, hvor der ikke findes private leverandører af personlig pleje, men kun praktisk hjælp.