Hvordan forbedrer vi støtten til ordblinde elever?
I Danmark får ordblinde elever lavere karakterer end deres klassekammerater i alle fag, når man betragter de afsluttende karakterer i 9. klasse. Det vil de gerne ændre på i Esbjerg Kommune, og de er derfor i samarbejde med analysevirksomheden Moos-Bjerre gået i gang med at etablere en støttefunktion til ordblinde elever i kommunen.
Børn og unge i Danmark, der lider af ordblindhed, møder store udfordringer i hverdagen, og særligt i uddannelsessystemet klarer de sig dårligere end andre børn. Faktisk får ordblinde elever lavere karakterer end deres klassekammerater i alle fag, når man betragter de afsluttende karakterer i 9. klasse. Dertil er det kun 69 pct. af ordblinde, der afslutter en ungdomsuddannelse, mens det gælder 81 pct. af deres jævnaldrende.
Selvom der er meget at hente, er det stadig en svær opgave at gå til, da mange aspekter og personer er involveret. Derfor var Esbjerg Kommune heller ikke i tvivl om, at de havde brug for ekstern rådgivning fra analysevirksomheden Moos-Bjerre til at evaluere etableringen af støttefunktionen.
Viden kvalificerer arbejdet
Helt konkret skal Moos-Bjerre gennem en virkningsevaluering understøtte Esbjerg Kommune i at frembringe viden, der hjælper kommunen med at udforme og tilrettelægge støttefunktionen, så den bedst muligt imødekommer de ordblinde elevers behov.
”Det har været spændende at arbejde med en evaluering, hvor vi af flere omgange spørger børnene selv, hvordan de oplever støttefunktionen, og fører denne viden tilbage til kommunen, så de løbende kan justere indsatsen over for børnene, deres familier og lærere," siger Anders Kragh, partner i Moos-Bjerre, og fortsætter:
"Dermed har evalueringen inddraget børnene i støttefunktionens tilrettelæggelse og klædt medarbejderne fra kommunen på til at tage afsæt i børnenes perspektiv.”
Hurtige resultater
Moos-Bjerres arbejde har allerede ført resultater med sig i Esbjerg Kommune. I den første måling af de ordblinde elevers oplevelser med støttefunktionen kom det nemlig frem, hvor vigtigt det er at sikre, at lærerne er klædt godt på til at støtte elevernes læring og brug af ordblindehjælpemidler.
”Eleverne sætter pris på at blive tilbudt særlig støtte f.eks. til at blive bedre til at bruge deres ordblindehjælpemidler i undervisningen. Flere af dem fortæller også, at det har været dejligt at møde andre elever med ordblindhed,” siger Anders Kragh, partner i Moos-Bjerre.
Desværre oplever flere af eleverne også, at det kan være svært for dem at være taget ud af deres almindelige klasse og gå glip af undervisning og sociale aktiviteter. Nogle af dem oplever derudover også, at det svinger, hvor gode deres lærere er til tage højde for deres ordblindhed og f.eks. tænke brugen af ordblindehjælpemidler ind i undervisningen.
Brugerinddragelse er vigtige
Med evalueringen bliver der indsamlet erfaringer og afprøvet nye metoder, der kan forbedre samfundets støtte til ordblinde elevers skolegang. Ved at dokumentere resultater og erfaringer fra indsatsen i Esbjerg Kommune bliver vi som samfund bedre til at støtte en gruppe af elever, der har brug for særlig opmærksomhed i skolesystemet.
Samtidig er evalueringen også et godt eksempel på, hvordan brugerinddragelse og ikke mindst inddragelse af børn og unge i udviklingsarbejde sikrer høj kvalitet.
Casen kort fortalt
Et team af konsulenter hos analysevirksomheden Moos-Bjerre har foretaget en virkningsevaluering i Esbjerg Kommune, der skal understøtte etableringen af en støttefunktion til ordblinde elever. Evalueringen frembringer viden, der kvalificerer kommunens arbejde og hjælper kommunen med at udforme og tilrettelægge støttefunktionen, så den bedst muligt imødekommer de ordblinde elevers behov. Billedkreditering: Getty Images.