Spike giver personer med fysisk handicap mulighed for at være eventyrlystne
Daglig motion er vigtig for os alle. Også for personer med fysisk handicap såsom benlammelse, cerebral parese og amputationer. Derfor satte den norske startup, Exero, i samarbejde med EGGS Design, sig for at designe ”Spike” - Et højkvalitets sportsudstyr, der giver brugeren mulighed for at være eventyrlysten på alt slags terræn, uanset deres fysiske handicap.
Det er godt for alle borgere at leve et aktivt liv. Der er nemlig mange, både fysiske, mentale og sociale fordele ved det. Særligt personer med fysiske handicap, såsom benlammelse, cerebral parese og amputationer, kan have gavn af daglig motion, da det kan være med til at øge blodcirkulationen, styrke motorikken samt medvirke til en række andre helbredsmæssige fordele.
Mulighed for at være eventyrlysten
Desværre er det ikke altid tilfældet, at personer med fysiske handicaps kan benytte sig af alment sportsudstyr. Derfor satte en gruppe studerende fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet sig for at udvikle sportsudstyr, der giver brugeren mulighed for at være eventyrlysten på alt slags terræn, uanset deres fysiske handicap.
I 2017 grundlagde de startuppen Exero, og kort tid herefter præsenterede de den første version af sportsudstyret ”Spike”, der kommer i én størrelse og kan justeres til en række forskellige kropshøjder, vægte og former samt kompensere for enhver usymmetrisk vægtfordeling.
Fra prototype til færdigt produkt
Prototypen krævede dog stadig noget arbejde, før den kunne gå fra at være et hjælpemiddel i hverdagen til et højkvalitets sportsudstyr. Derfor indgik Exero i et samarbejde med designvirksomheden EGGS Design, der har stor erfaring med at kommercialisere og færdigudvikle industrielle produkter.
”Det har været utrolig sjovt og givende at være med på rejsen hos en startup som Exero, hvor vi ikke kun har skulle designe et flot, funktionelt produkt, men også afstigmatisere og fjerne skellet mellem sportsudstyr og hjælpemidler,” siger Martin Skogholt, Lead Industrial Designer hos EGGS Design.
Bygget til forskellige behov
Brugerne af Spike har forskellige behov afhængigt af deres niveau af handicap og styrke. Derfor er der bl.a. også fokus på, at der ikke er nogen problemer med at justere placeringen af ben- eller knæstøtterne sammen med sædets hældning.
Dertil er Spike også designet til at være robust nok til træning på både asfalt og grus, så den ikke kun imødekommer folks individuelle behov, men også deres forskellige præferencer for træning.
Og netop det alsidige design og den høje kvalitet i konstruktionen har betydet, at Spike er blevet godkendt som et medicinsk hjælpemiddel af den norske arbejds- og velfærdsforvaltning (NAV). Dermed kan personer med fysiske handicap nu få Spike med mindst 90 pct. offentlig finansiering.
Casen kort fortalt
Designvirksomheden EGGS Design har hjulpet den norske startup Exero med at færdigudvikle deres sportsudstyr, kaldet Spike, til personer med fysiske handicap såsom benlammelse, cerebral parese og amputationer. Ved at re-designe udstyret har EGGS Design hjulpet Exero med at udviklet Spike til højkvalitets sportsudstyr. Derudover har de også forsynet Exero med en ny, mere atletisk udseende brand identitet. I processen har Mathias Hansson fra Hansson Design også bidraget til udformningen af det industrielle design.