En kortlægning af shipping branchens udfordringer med ligestilling fører nu til konkrete tiltag
Ligesom mange andre mandsdominerede brancher har den danske shippingbranche udfordringer med ligestilling mellem kønnene. Derfor indgik brancheorganisationen Danske Rederier og netværket WIS-Denmark (Women in Shipping) et samarbejde med konsulenthuset Damvad Analytics om at gennemføre en 360-graders kortlægning af shippingbranchens udfordringer med ligestilling. Resultaterne har nu ført til konkrete branchetiltag.
Den danske shipping branche har historisk set altid haft en lav repræsentation af kvindelige ansatte. Desværre medfører det, at branchen – ligesom mange andre mandsdominerede brancher – har udfordringer med ligestilling mellem kønnene.
Inden man begynder arbejdet med at finde konkrete løsninger på problemerne, må man vide, hvor udfordringerne med ligestilling ligger. Det kræver et omfattende analysearbejde, og brancheorganisationen Danske Rederier og netværket WIS-Denmark (Women in Shipping) indgik derfor et samarbejde med konsulenthuset Damvad Analytics om at gennemføre en 360-graders kortlægning af shipping branchens udfordringer med ligestilling.
Indsigt i kvindernes egen opfattelse
”Med kortlægningen styrker vi indsigten i kvindernes egen opfattelse af shipping branchen og får fremhævet de udfordringer, kvinder står over for i deres daglige arbejdsliv. Dertil viser kortlægningen også, hvad det er for en karriererejse, kvinderne gennemgår fra start til slut i branchen,” siger Julia Svedjemo, Seniorkonsulent hos Damvad Analytics.
I undersøgelsen brugte Damvad Analytics en mixed-methods tilgang, hvor de kombinerede kvantitative metoder og analyser af registerdata med spørgeskema- og interviewundersøgelser. Dermed var analysen både involverende og baseret på hårde fakta.
Lønforskelle og seksuel chikane
Og resultaterne var netop hård læsning. Det kom nemlig frem, at 28 pct. af de kvindelige ansatte i shipping branchen har oplevet at blive udsat for seksuel chikane inden for de seneste fem år. 53 pct. af de kvindelige ansatte har oplevet negative konsekvenser som resultat af deres barsel. Og kvindelige ledere i branchen tjener i gennemsnit 32 pct. mindre end mandlige ledere.
Dog viser analysen også, at 63 pct. af kvinderne, der endnu ikke sidder i en lederstilling, har ambitioner om at opnå en lederrolle i fremtiden, og 85 pct. af de kvindelige ansatte føler sig værdsat i deres job.
Stor medieopmærksomhed
”Vores analyse viser, at kvinderne værdsætter den internationale branche og de muligheder, det giver, men samtidigt har vi også identificeret store udfordringer med lønforskelle på ledelsesniveau, forskelle i karrieremuligheder og en række andre udfordringer forbundet med kulturen og det at være kvinde i en mandsdomineret branche,” siger Julia Svedjemo.
Samarbejdet mellem Damvad Analytics, Danske Rederier og WIS-Denmark har resulteret i stor medieopmærksomhed og har ledt til konkrete branchetiltag med fokus på at forbedre ligestillingen inden for den danske shipping branche. Nu skal branchen selv i gang med det videre arbejde.
Casen kort fortalt
Damvad Analytics har i samarbejde med WIS-Denmark (Women in Shipping) og brancheorganisationen Danske Rederier gennemført en kortlægning af arbejdsvilkår og udfordringer for kvinder i shipping branchen. Samarbejdet har resulteret i stor medieopmærksomhed og har ledt til konkrete tiltag med fokus på at forbedre ligestillingen i branchen.