Dana Lims Klimaklar SMV rejse

Hør, hvordan Dana Lim har arbejdet med deres CO2-aftryk gennem projekt Klimaklar SMV.

Dana Lim A/S

Foto: Fremstillingsindustrien

Danpal

Dana Lim er dansk producent af lim, fugemasser, spartelmasser, kit og andre klæbe- og tætningsmidler til byggeri og industri. Vores primære markedsområde er Norden.

En af Dana Lim’s 4 grundlæggende værdier er at være en ansvarlig virksomhed, der passer på miljøet, vores medarbejdere, brugerne af vores produkter og det indeklima, vores produkter er med til at forme. At tage aktiv del i klimaindsatsen er et naturligt næste skridt.

Antal medarbejdere: Ca. 200

Omsætning: Ca. 440 mio. DKK

Industri: Fremstilling af lim og klæbemidler (Branchekoder: 203000, 205200)

imagei84z.png

Hvad var jeres motivation for at være med i Klimaklar SMV?

Dana Lim har i en del år arbejdet meget med at tilpasse vores produkter, så de opfylder krav til relevante nordiske miljømærknings- og bæredygtighedsordninger målrettet byggeri.

Fokus har især været at undgå farlige stoffer i selv meget små mængder i produkter til byggebranchen og DIY-segmentet for bedre arbejdsmiljø og indeklima samt bortskaffelse.

Som SMV er vi endnu ikke blevet mødt af officielle krav om klimarapportering og energisyn. Vi har dog i nogen tid følt, at vi alligevel bør tage et medansvar og bidrage aktivt - også på klimaområdet -med konkrete tiltag, der kan nedbringe virksomhedens CO2-udledning fra indkøb og drift.

Dana Lim’s bestyrelse har desuden efterspurgt en indsats på området og vi har det seneste år fået enkelte henvendelser fra især industrikunder, som ønsker en opgørelse over Dana Lim’s udledninger i scope 1, 2 og 3.

Det var altså tid til at komme i gang, så da muligheden for at deltage i Klimaklar SMV åbnede sig, greb vi chancen - i håbet om at det kunne give os en større viden og indsigt til at komme videre.

Hvad har barriererne været for at komme i gang?

Den største barriere ift. at komme i gang med en målrettet klimaindsats har været manglende overblik og at afgrænse indsatsen/udvælge fokusområder.

Vi har tidligere bl.a. udarbejdet et idekatalog til mulige indsatser bundet op på FN’s 17 Verdensmål, men vi skød lidt i alle retninger og manglede indsigten i forhold til at vurdere, hvilke tiltag der faktisk vil gøre en forskel for miljø og klima?

Vi har også haft et par konsulentvirksomheder på besøg, der gerne ville hjælpe os med at søge tilskud til miljø og klimaprojekter – men tilskudsvejen virkede meget stor, diffus og åben til at vi kunne overskue det.

Hvad fik I ud af projektet?

Vores deltagelse i Klimaklar SMV har givet os en meget klar retning.

De anvendte generiske data er nok ikke 100% rigtige og de fremkomne resultater er sandsynligvis ikke den fulde sandhed. Men de tegner det store billede i træskolængder og gør det tydeligere, hvor det faktisk nytter at foretage ændringer og investeringer ift. CO2-besparelser frem mod 2030 og hvad der er uden betydning (men måske alligevel kan gøre en forskel af andre årsager).

Projektet har givet os en fælles forståelse af hvor vi gerne vil hen - og at vi kun lige er startet på vores klimarejse, men at det nok er her, mange virksomheder i virkeligheden er.

Vi har fået formuleret en miljø- og klimastrategi og har kortlagt betydende kilder til CO2-udledningen – vores egne direkte og indirekte udledninger – og udledninger fra indkøb af råvarer og emballage.

Dette skal danne basis for formulering af konkrete årlige klimamål, give os modet til at markedsføre os som aktive og seriøse i klimakampen og gøre os klar til de forespørgsler om klimadata som uden tvivl vil komme fra vores kunder i fremtiden.

Det lærte vi om vores CO2 aftryk

I denne del dykker vi ned i Danpals resultater og læringer i projektet.

  1. Beregninger:

Beskriv hvilke resultater I fik, da I beregnet jeres CO2-aftryk - både det direkte og indirekte. Herunder energiforbrug, transport m.m. (Scope 1, 2 og 3)

  • Scope 1: Bidrager med ca. 1,2 % af vores samlede CO2e-udledning. Stammer overvejende fra naturgas til opvarmning af bygninger og benzin/dieseldrevne firmabiler.

  • Scope 2: Bidrager med ca. 0,6 % af vores samlede CO2e-udledning. Stammer overvejende fra elforbrug til produktionsudstyr, ventilation, trykluft, belysning, samt it-udstyr.

  • Scope 3: Bidrager med ca. 98,2% af vores samlede CO2e-udledning. Stammer overvejende fra indkøb af råvarer (kemiske stoffer og blandinger) til produktion af lim, fuge, spartel osv. (især fyldstoffer og bindemidler vægter tungt). Og i mindre grad fra plastemballage m.m.
  1. Anbefalinger:

Hvilke konkrete anbefalinger fik I til at kunne arbejde videre med en strategi for reduktion af virksomhedens CO2-aftryk?

Scope 1: Naturgasfyr udskiftes/opvarmning elektrificeres/understøttes med varmepumper.

Firmabiler på benzin/diesel udskiftes til el-biler

Scope 2: Samfundets grønne omstilling vil give en næsten 100% reduktion af CO2-udledning frem mod 2030.

Tiltag på el-forbrug bør være funderet i driftsbesparelser eller på anden måde bygge på en økonomisk eller teknisk forbedring, men er samtidig nødvendige, hvis vi ønsker at forpligte os en lineær CO2-reduktion frem mod 2030 gennem for eksempel Science Based Taget initiative (SBTi).

Scope 3: Råvareindkøb står for langt størstedelen af Dana Lim’s samlede CO2-udledning. De største besparelser kan derfor findes her - men da det ikke er udledninger vi har direkte indflydelse på, kan reduktionerne være svære at opnå.

Det anbefales at identificere kemikalier med størst CO2-emission og størst indkøbsvolumen og starte her.

Hvordan vil I arbejde videre med ovenstående anbefalinger?

Vi vil anvende Erhvervsstyrelsens CO2-beregner til at kortlægge effekten af forskellige ideer til klimatiltag. Kortlægningen skal danne grundlag for fastsættelse af konkrete og realistiske klimamål i scope 1 og 2.

Selvom scope 1 og 2 er første skridt, har vi sideløbende forsigtigt løftet låget til scope 3-arbejdet ved en uformel henvendelse til vores 10 vigtigste leverandører af råvarer. Vi ønsker i første omgang bare at få en fornemmelse af status for deres klimastrategi og indsats og om de evt. har mulighed for at levere mere præcise/valide CO2-data for de enkelte råvarer.

Idet scope 3 er så betydende ift. virksomhedens samlede CO2-udledning, vil vi undersøge om de generiske data, der er anvendt i Exiobase til kortlægning af Dana Lim’s CO2-udledning i Klimaklar-projektet, kan erstattes med mere specifikke data, der tager udgangspunkt i de faktiske udledninger hos leverandørerne.

Vores leverandører er store, multinationale kemikalieproducenter med base i EU. Der er således stor sandsynlighed for, at flere af dem allerede arbejder med klimatilpasninger fx med udgangspunkt i FN’s Verdensmål, EU’s green deal eller koncernens egen CSR-strategi.

 

  1. Markedsføring og kommunikation

Hvilke anbefalinger fik I til markedsføring og kommunikation af virksomhedens reduktionsplaner til nuværende og fremtidige kunder?

Vi fik flere anbefalinger, men en af dem som vi har hæftet os ved, er at vi skal være ærlige og ydmyge i vores kommunikation, hvilket vi forsøger at efterleve. Vi er bevidste om, at vi er en kemifabrik, der påvirker vores omverdenen på mange måder. Vi forsøger at være tydelige omkring hvilke elementer vi kan påvirke, og fokusere på dem. Mange bække små er mantraet.

Vi søger at kommunikere omkring vores bidrag til klimadagsordenen på en kontrolleret måde, hvilket bl.a. vil sige at dosere det så der ikke kommer 5 post i træk omkring klima, men at det blender ind på en naturlig måde og når det er relevant og giver mening for vores interessenter.

 

Næste skridt

1. Hvordan vil I arbejde videre – helt overordnet?

Dana Lim har indledningsvist koncentreret os om udarbejdelse af en miljø- og klimastrategi for at sætte rammerne for vores indsats og fokusområder.

Strategien skal sikre, at vores miljø- og klimarejse afgrænses og målrettes, så den ikke bliver så lang og uoverskuelig, at vi mister retningen undervejs. Hellere satse på få, relevante områder end brede os ud over hele bæredygtighedspaletten, der rummer utallige muligheder og veje.

Klimaindsatsen er selvfølgelig er en del af vores strategi, og her vil Dana Lim i første omgang arbejde med CO2-udledninger fra scope 1 og scope 2.

Det er her vi har størst indflydelse og det virker mest reelt at starte med at ”feje for egen dør” før vi går i dialog med vores leverandører ift. scope 3-udledninger.

Vi overvejer fortsat om Dana Lim’s reduktionsmål skal fastsættes på virksomhedsniveau med henblik på en SBTi validering. Her er en lineær, årlig CO2-reduktion på min. 2,5% i scope 1 og 2 bl.a. en forudsætning for at opfylde SBTi validering.

En kortlægning af CO2-udledningen i 2019/20 og 2020/21 er under udarbejdelse, så vi har et bedre udgangspunkt for at vurdere om det er realistisk samtidig med at virksomheden vækster?

Det vil også være relevant for os at fastsætte reduktionsmål på produktniveau med dokumentation i form af EPD’er, der anvendes bredt i byggebranchen.

2. Hvad er dit bedste råd til andre der gerne vil i gang?

Efterspørgsel på dokumentation af virksomheders klimaindsats og CO2-udledninger er uundgåelig - man kan enten vælge at gå foran og selv tage styringen eller vente til der ikke er nogen vej uden om.

Få hjælp til at starte processen - en grundlæggende forståelse og indsigt er nødvendig for at komme rigtig i gang. Den viden kan være svær at opbygge in-house imellem alle de andre opgaver.

Sørg for ledelsesopbakning og -engagement. Indsatsen skal forankres i organisationen.

Afgræns indsatsen til få, relevante fokusområder, der giver mening for netop jeres forretning. Bæredygtighed kan føre jer i mange retninger - vælg den vej, der passer til jeres virksomhedstype.

At gøre noget er bedre end at gøre ingenting. Man skal starte et sted og så kan ambitionerne stige i takt med større indsigt og forståelse. Det er sjovere at nå i mål end at strande på halvvejen.

Gå i gang, men forvent ikke at det giver potte dag 1 - det tager tid.

Relateret indhold