Plus Pack
Plus Pack er en mellemstor virksomhed beliggende i Odense. Hør mere om virksomhedens dybdegående arbejde med klimadata, og hvordan de både nu og fremadrettet vil måle, optimere og reducere CO2.
Hvad var jeres motivation for at være med i Klimaklar Produktionsvirksomhed?
v. Ksenija Garbacenka, Group Sustainability Manager, Plus Pack A/S
»Vores motivation for at være med i programmet Klimaklar Produktionsvirksomhed stammer fra vores ambition om at reducere den CO2, som virksomheden udleder. Vi har en ambition om at reducere vores CO2 til 0 i 2024, som en del af vores seneste strategiplan ”Cirkulær 2024”, hvorfor programmet her er et oplagt tilbud at benytte sig af.
Vi har arbejdet internt med udledninger i Scope 1 og 2 siden 2018 og ønskede at få valideret vores data og metoder. Desuden så vi det som et kæmpe plus, at vi med programmet fik mulighed for at få professionel sparring på især vores udledninger i Scope 3. Her fik vi mulighed for at få etableret en baseline for Scope 3 og få hjælp til at tilgå vores viden om CO2-aftryk, reduktionsmål og konkrete indsatser for at opnå disse.«
Hvorfor var det lige præcis jeres CO2-aftryk, I kastede jer over?
»CO2 er uundværligt for vores økosystem, men det bliver et problem, når der er for meget af den i atmosfæren. Her drejer det sig om konsekvenser ved for meget CO2 i form af global opvarmning, klimaforandringer og alvorlige konsekvenser for jorden og mennesker. Derfor har vi som virksomhed også et medansvar for de stigende CO2-udledninger. Ved at få et fyldestgørende klimaregnskab og værktøjerne til kontinuerligt at kunne beregne og forstå vores klimaregnskab, kan vi på bedst mulig også udforme specifikke reduktionstiltag.«
Som virksomhed har vi et medansvar Ksenija Garbacenka, Group Sustainability Manager, Plus Pack
Hvilke resultater blev I mest overrasket over?
»Vi blev som sådan ikke overrasket over resultaterne, men blev til gengæld nærmere bekræftet i vores antagelser om, at størstedelen af Plus Packs CO2-udledninger stammer fra Scope 3, og at det er lige præcist her, vi skal gøre en aktiv indsats fremover.
Vi blev også bekræftet i, at det er en ressourcekrævende opgave at få indsamlet data, og at det kræver et tættere samarbejde på tværs af virksomheden. Nye procedurer og processer skal skabes, implementeres og bruges i det daglige arbejde. Jo flere der bliver involveret i arbejdet, desto nemmere bliver det at drive CO2-reduktionsdagsordenen fremadrettet. Det kræver en fælles indsats.«
Hvordan vil I arbejde videre?
»Vi har en konkret målsætning for i år - at etablere en baseline for Scope 3 emissioner på gruppeniveau. Det er vi godt i gang med. Udover det vil vi gerne tilslutte os Science Based Target initiativ i 2022 for at være med til at reducere klimapåvirkninger på videnskabeligt grundlag. Det understøtter vores ambitiøse klimamålsætninger samt skaber gennemsigtighed for kunder og samarbejdspartnere.«
3 hurtige
• Plus Pack designer og producerer bæredygtige og cirkulære emballageløsninger til fødevareindustrien.
• Virksomhedens vision er at transformere emballageindustrien og engangsemballage til cirkularitet ved at tilbyde cirkulære emballageløsninger med nul CO2.
• Plus Pack en familieejet virksomhed, der har over 100 års erfaring og ekspertise på deres område.
Hvad er jeres bedste råd til andre, der vil i gang med klimarejsen?
»Vores bedste råd er at få styr på den data, som er med til at danne grundlaget for klimapåvirkningen. Det vil sige starte med sit eget hus og få sat nogle ambitiøse reduktionsmålsætninger.
Desuden giver det også oftest altid positiv omtale, hvis du er transparente omkring din virksomheds CO2-udledning, og hvordan I aktivt arbejder på at mindske den - hvis muligt. Husk også at involvere bredt i virksomheden så alle er med på, at det er en opgave, som bør løftes i flok.«