Dancop kickstarter virksomhedens grønne omstilling
For en SMV produktionsvirksomhed som Dancop, med begrænsede ressourcer og erfaring med klimadagsordnen, har det været værdifuldt at komme ind i et struktureret læringsforløb, der kan sætte fart på den grønne omstilling.
Baggrund og motivation
Dancop tilmeldte sig Klimaklar Produktionsvirksomhed i 2023, da man oplevede et stigende interesse for grøn omstilling og dokumentation af CO2-aftryk fra større kunder, som underlægges krav om bæredygtighedsrapportering for regnskabsåret 2024.
Dancop har begrænsede erfaring med dokumentation af CO2-aftryk, og man så derfor Klimaklar Produktionsvirksomhed som en oplagt mulighed for at komme godt i gang med arbejdet. Herunder at få ”hands on” hjælp til at udarbejde et klimaregnskab for første gang.
3 hurtige om Dancop
• Dancop er en, familieejet industrivirksomhed, som producerer sikkerhedsudstyr og trafikspejle i akryl desinficere overflader.
• Dancop beskæftiger mere end 30 medarbejdere i Danmark.
• Dancop har et datterselskab i Tyskland, som primært arbejder med internationalt salg, lager og distribution af virksomhedens produkter.
Udbytte af Klimaklar Produktionsvirksomhed
For Dancop har Klimaklar Produktionsvirksomhed været med til at kickstarte en større interesse for grøn omstilling. Før forløbet havde virksomheden iværksat flere grønne tiltag (fx at erstatte træpillefyr med varmepumper), men primært fordi det var økonomisk fornuftigt, mens et lavere CO2-aftryk var en positiv sidegevinst.
Klimaklar-forløbet har imidlertid skærpet ambitioner og opmærksomhed på området. Det skyldes ikke mindst, at Dancop har fået større viden om, hvad det er for en klimadagsorden, som det danske SMV-landskab ser ind i, og hvordan virksomheden selv kan arbejde med regnskaber, målsætninger og reduktionstiltag.
Dancop har således haft stor gavn af at komme ind i et læringsforløb, hvor eksperter har indsnævret og sat kompleks viden på en formel, så den er relativt let tilgængelig og operationel for en mindre produktions-virksomhed, der til daglig har mange bolde i luften.
I fremtiden har vi har ideelt brug for en database, hvor vi får samlet klimadata, så man kan trykke på en knap og få en form for klimaregnskab ud. Fx til hvis vi ønsker at se på klimaaftrykket i Q1 2024 og sammenligne det med ‘23 og ’22. Jeg håber, at vores rådgiver kan hjælpe med en mere snedig og knap så ressourcetung tilgang.” Per René Gotfredsen, Operations Director, Dancop
Det videre arbejde med CO2-reduktion
Den største udfordring for Dancops fremtidige indsats for CO2-reduktion bliver at automatisere arbejdet med klimaregnskaber, så virksomheden lettere kan følge udviklingen i eget klimaaftryk. Det handler bl.a. om at integrere data om CO2-aftryk for produkter/ydelser i virksomhedens ERP-system.
For at imødegå denne udfordring og sætte yderligere fart på den grønne omstilling, har Dancop iværksat en række tiltag.
Dancops tiltag
• Ansat en ny ESG- og kvalitetskoordinator, der skal stå i spidsen for virksomhedens tiltag inden for bæredygtighed.
• Indgået et samarbejde med en privat rådgivnings-virksomhed mhp. at udarbejde et klimaregnskab for 2023, der kan verificeres og benyttes eksternt i fx salgs- og markedsføringssammenhænge.
• Søgt en voucher hos SMV:Grøn 2.0 mhp. at finansiere et udbygget rådgiversamarbejde, der bl.a. skal bruges til at udvikle ESG-politikker, målepunkter, integrere klimadata i ERP-systemet mv., så det i fremtiden kan blive en mere automatiseret opgave at lave et klimaregnskab.
• Engageret sig i DI’s netværk for ”Klimaklar-alumner” for at holde sig opdateret på klimadagsordnen og fastholde momentum på den grønne indsats.
På baggrund af disse tiltag forventer Dancop i fremtiden at stå på et stærkt vidensgrundlag om egen CO2-udledning, som gør dem i stand til at sætte målrettet ind med reduktionstiltag, der har stor effekt – og går hånd i hånd med virksomhedens økonomi.
Du kan læse om Dancop og andre spændende cases i analysen Klimastatus i Danske Produktionsvirksomheder 2024