• Verdensmål
  • Bæredygtighed

Verdensmål 13

Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser

FN's klimapanel og videnskaben fastslår, at klimaforandringerne hører til det næste årtis største udfordringer. Vi ser med egne øjne, at vandstanden i havene stiger, plante- og dyrelivet lider, vejret bliver mere ekstremt og beboeligt land forsvinder under ørkenens sand eller havets overflade. Klimaforandringerne er menneskeskabte, og selvom vi ikke kan genvinde det tabte, skal vi minimere skaden på Jorden for ikke at skulle betale en langt højere pris i sidste ende. En reduktion af vore negative indflydelse på klimaet kan kun ske gennem investeringer i et omfang, som verdenen aldrig har set før. Fokusområderne er bl.a. klimavenlig energi, transport og landbrug. Mange vil mene, at Verdensmål nummer 13 er det mest presserende Verdensmål*.

Klimahandling er et af de 17 verdensmål og handler om at styrke modstandsdygtighed og klimatilpasning generelt og især i sårbare regioner. Det skal gå hånd i hånd med oplysningsarbejde og større fokus på forebyggelsesindsatser i nationale politikker og strategier. Hvis den politisk vilje er til stede og den kombineres med en bred vifte af tekniske foranstaltninger og investeringer, er det muligt at begrænse stigningen af den globale gennemsnitstemperatur.

Men det kræver en øjeblikkelig kollektiv indsats fra alle parter, herunder fra virksomheder. Som virksomhed er det muligt at bidrage på flere niveauer:

  • Dels ved selv at begrænse udledning fra egen virksomhed og lægge pres på ens underleverandører, så de følger trop
  • Dels ved at indgå samarbejder i egen branche og i fællesskab finde nye konkrete løsninger til minimering af udledning i branchen, evt. udvikle nye branchestandarder
  • Dels ved at være med til at opfinde, investere i og udvikle nye produkter, der reducerer udledning

VERDENSMÅL 13 I DELMÅL OG INDIKATORER:

13.1.

Modstandskraft og tilpasningsevne til klimarelaterede risici og naturkatastrofer i alle lande skal styrkes.

13.1.1.

Antallet af døde, forsvundne personer og personer, som er berørt af katastrofe pr. 100.000 indbyggere.

13.1.2.

Antal af lande med nationale og lokale strategier for katastroferisikohåndtering.

13.1.3.

Andel af lokale regeringer, der har vedtaget og implementeret lokale strategier for at nedbringe katastroferisikoen i overensstemmelse med nationale strategier for at nedbringe katastroferisiko.

13.2.

Tiltag mod klimaforandringer skal integreres i nationale politikker, strategier og planlægning.

13.2.1.

Antal af lande, der har meddelt en etablering eller igangsætning af en integreret politik/strategi/plan, der øger deres evne til at tilpasse sig de negative virkninger af klimaforandringerne og som fremmer modstandsdygtighed overfor klimaændringer, og udvikling af lav udledning af drivhusgasser på en måde, der ikke truer fødevareproduktion (herunder en national tilpasningsplan, et nationalt bestemt bidrag, national kommunikation, toårig opdateret indberetning eller andet).

13.3.

Undervisning, oplysning og den menneskelige og institutionelle kapacitet skal forbedres ift. modvirkning, tilpasning, skadesbegrænsning og tidlig varsling af klimaændringer.

13.3.1.

Antal af lande, der har integreret modvirkning, tilpasning, begrænsning af skaderne og tidlig varsling i læseplaner på både grund-, mellem- og højuddannelsesniveau.

13.3.2.

Antal af lande, der har meddelt en styrkelse af den institutionelle, systematiske og individuelle kapacitetsopbygning til at gennemføre tilpasning, modvirkning og teknologioverførsel, og udviklingstiltag.

13.a.

De udviklede landes forpligtelse, som underskrivere af FN's Rammekonvention om Klimaændringer, skal indfris, til målet om i fællesskab at mobilisere 100 mia. USD årligt inden 2020 fra alle kilder, for at imødekomme udviklingslandenes behov for meningsfulde modvirkningstiltag og gennemskuelighed ved gennemførelse, og Den Grønne Klimafond skal kapitaliseres snarest muligt.

13.a.1.

Mobiliseret beløb i USD om året mellem 2020 og 2025 underlagt forpligtelsen om at mobilisere 100 mia. USD.

13.b.

Der skal fremmes mekanismer, der kan øge kapaciteten til effektiv planlægning og forvaltning, som relaterer sig til klimaændringer i de mindst udviklede lande og små udviklingsøstater, og med fokus på kvinder, de unge samt lokale og marginaliserede samfund.

13.b.1.

Antal af mindst udviklede lande og små østater, der modtager specialiseret støtte, og størrelsen af støtte, herunder til finansiel, teknologisk og kapacitetsopbygning, til at øge kapaciteten til effektiv planlægning og forvaltning, som relaterer sig til klimaændringer, herunder med fokus på kvinder, unge samt lokale og marginaliserede samfund.

 


 

  1. *Beskrivelse af Verdensmål: Bæredygtig Business af Steffen Max Høgh & Simon Elsborg Nygaard
  2. **Video udarbejdet af Global Compact Network Denmark
  3. ***Forslag til danske målepunkter af 2030-panelet