Plus Pack A/S
Dansk emballageproducent har arbejdet verdensmålene helt ind i kernestrategien. Plus Pack har blandt andet besluttet at luge ud i de svært genanvendelige emballagematerialer.
For den danske emballageproducent Plus Pack har arbejdet med FN’s verdensmål ført en ambitiøs målsætning med sig.
- Vi har en vision om at udvikle 100 procent genanvendelige emballageløsninger uden CO2-emissioner, fortæller Plus Packs Direktør for Forretningsudvikling, Camilla Haustrup Hermansen, og understreger:
- Vi har arbejdet verdensmålene og bæredygtighed helt ind i kernen af vores strategi.
Det betyder blandt andet, at Plus Pack har taget et grundigt kig på, hvilke af de råmaterialer, der bliver brugt til at producere emballagen, der er lette eller svære at genanvende.
Konklusionen er, at 85 procent af råmaterialerne er lette at genanvende.
- Så vi har lavet en plan for, hvordan vi udfaser de sidste 15 procent og erstatter dem med materialer, der er lette at genanvende, siger Camilla Haustrup Hermansen.
Viden forpligter
Derudover har ledelsen i emballagevirksomheden besluttet, at der skal deles ud af den viden, der er oparbejdet siden 1914. Fordi viden forpligter, pointerer Camilla Haustrup Hermansen. Og fordi der eksisterer mange myter og fordomme om emballage, så folk ofte vælger med hjertet fremfor hjernen.
- Vi ønsker, at folk træffer beslutninger på et faktuelt grundlag. Derfor har vi etableret en emballageskole, hvor vi uddanner og deler fakta om materialer og forklarer, hvorfor vi fremover er tvunget til at genanvende al vores affald, siger Camilla Haustrup Hermansen og fortsætter:
- Vi vil gerne inspirere vores kunder til at vælge mere bæredygtige og cirkulære emballageløsninger. Skolen giver os en mulighed for at formidle den viden, vi har, og vi kan også fortælle vores kunder og deres kunder, hvad de skal gøre med emballagen, når den er brugt.
Vi er med til at finde fremtidens materialer, og vi bevæger os ind på et område, hvor der ikke nødvendigvis findes så mange løsninger på nuværende tidspunkt. Camilla Haustrup Hermansen, Director of Business Development i Plus Pack
Den tredobbelte bundlinje
Ledelsen i Plus Pack har selv taget en beslutning om, at der skal luges ud i de emballagematerialer, som er svære at genanvende.
- Vi trimmer vores produktportefølje, så vi sammen med vores kunder kan nå visionen om 100 procent genanvendelige løsninger. Det her handler om den tredobbelte bundlinje: People, planet, profit. FN’s verdensmål er bare en ramme for en mere langsigtet plan frem mod 2030, siger Camilla Haustrup Hermansen.
Den plan går blandt andet ud på, at de 15 procent af råvarerne til plastemballagen, der er svære at genanvende, skal erstattes af råvarer, der er lettere at genanvende.
Det er en øvelse, som stiller skærpede krav til Plus Packs leverandører.
- Når vi har et ønske om at øge andelen af genanvendt materiale, så kræver det mere dokumentation og data fra vores leverandører, så vi er sikre på, at materialerne lever op til vores krav, siger Camilla Haustrup Hermansen.
3 gode råd
Plus Packs Direktør for Forretningsudvikling, Camilla Haustrup Hermansen, kommer her med tre gode råd til dig, der også skal arbejde med FN’s verdensmål i din virksomhed.
1) Tag verdensmålene alvorligt
- Det er et vilkår og ikke et valg at arbejde med bæredygtighed, og verdensmålene er et oplagt værktøj til at arbejde målrettet med innovation. Hvis man ikke arbejder seriøst med verdensmålene, så bliver det bare et logo-stunt, siger Camilla Haustrup Hermansen.
2) Arbejd verdensmålene helt ind i kerneforretningen
- Alle virksomheder måler KPI’er, og man er nødt til at arbejde verdensmålene ind i kerneforretningen, hvis man skal tage dem alvorligt. Man skal måle på sin indsats her, ligesom man måler alle mulige andre nøgletal i forretningen.
3) Følg op
- Mål på den værdi, som din forretning leverer til verdensmålene. Følg op på, hvordan forretningen lykkes og del resultaterne, både internt og eksternt.
En lang innovationstur?
Det er ikke kun tallene, der skal spille hos leverandørerne. Viljen skal også være der, hvis de vil entrere med Plus Pack.
- Vi spørger, om de har lyst til at gøre en reel forskel og byde ind i FN’s verdensmål, velvidende at det er et langsigtet innovationsprojekt. Og det oplever vi, at der er rigtig mange, der gerne vil, fortæller Camilla Haustrup Hermansen.
For det kan nemlig blive en rigtig lang tur, understreger Plus Packs Direktør for Forretningsudvikling.
- Vi er med til at finde fremtidens materialer, og vi bevæger os ind på et område, hvor der ikke nødvendigvis findes så mange løsninger på nuværende tidspunkt.
- Man kan godt blive lidt utålmodig, for det kræver ny viden og tager lidt længere tid, end hvis man skulle tage noget, der allerede var på hylden, slutter Camilla Haustrup Hermansen.