• Case
  • Bæredygtighed

Hempel A/S

Malingproducent genbruger spande i Mellemøsten i arbejdet med verdensmålene. Danske Hempel håber, at det nystartede projekt kan være med til at fastholde og tiltrække kunder.

FN’s verdensmål fylder måske mere i Danmark end i Mellemøsten, men for den danske malingproducent Hempel var det faktisk en kunde i sidstnævnte region, der var med til at sætte skub i et projekt, som byder direkte ind i verdensmål nummer 12: Ansvarligt forbrug og produktion.

Det fortæller Louise Krüger Kofoed, der er Corporate Responsibility Manager i Hempel.

- Vi har en stor kunde i de Forenede Arabiske Emirater, som køber meget maling og modtager det i spande med 20 liter. De har et mål om at reducere deres mængde af affald og spurgte, om vi skulle samarbejde om en ny løsning, fortæller hun.

Hempel og den mellemøstlige kunde er stadig ved at teste løsningen, hvor spandene med det opløsningsmiddel, der skal blandes i malingen, genbruges.

- På den måde hjælper vi også vores kunde med at løse et affaldsproblem, pointerer Louise Krüger Kofoed.

Hempel og Verdensmålene

Skal tiltrække flere kunder

Det har ikke været gratis for Hempel at komme frem til den løsning.

Det koster tid og dermed penge at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. Lige fra udviklingen af de genbrugelige spande til de lavpraktiske udfordringer med, hvor spandene skal samles op.

Håbet er, at projektet på sigt ikke blot byder ind i verdensmålene, men også gavner Hempels bundlinje.

- Vi kommer tættere på kunden, når vi er med til at løse et problem for dem, og jo flere services, vi kan tilbyde kunderne, jo mere attraktivt er det for dem at vælge os, når de har brug for maling, siger Louise Krüger Kofoed.

- Derudover er det også en løsning, vi på sigt kan tilbyde til andre kunder og dermed differentiere os fra vores konkurrenter.

Vi oplever, at det er vigtigt for langt de fleste af vores ansøgere, at deres arbejde giver mening – ikke bare for dem og for virksomheden, men også for verden som helhed. Louise Krüger Kofoed, Corporate Responsibility Manager i Hempel

Sluk udstyret, tak!

På andreområder giver det udfordringer at arbejde med FN’s verdensmål og samtidig være en verdensomspændende virksomhed, som er tilstede i blandt andet Kina, Vietnam og Mellemøsten.

- Der kan være andre standarder og traditioner for, hvordan man håndterer affald og bruger energi. I Mellemøsten er olie meget billigt, og derfor er energiforbruget ikke så stor en belastning for økonomien. Og man har heller ikke været vant til at tænke det som en belastning for kloden, fortæller Louise Krüger Kofoed.

Så Hempel har etableret et team, som har fået til opgave at ændre på den tilgang til energiforbruget.

- Helt lavpraktisk identificerer vores lokale kolleger initiativer, som kan reducere vores energiforbrug. Det kunne for eksempel være at slukke helt for produktionsudstyret, når det ikke er i brug, eller montering af lystunneller for at sikre mere dagslys. En gang om året mødes de ansvarlige for de enkelte regioner for at udveksle erfaringer, siger Louise Krüger Kofoed.

Samtidig bliver der fulgt op på, om de enkelte lande lever op til de krav, der bliver udstukket fra ledelsen.

2 gode råd

Hempels Corporate Responsibility Manager, Louise Krüger Kofoed, kommer her med to gode råd til dig, der også skal arbejde med FN’s verdensmål i din virksomhed.


1) Fej for egen dør
- Tag udgangspunkt i jeres forretning og sørg for at få orden i eget hus, før I begynder at hjælpe jeres kunder med at nå deres mål.

2) Involver alle
- Verdensmålene har grene ind i alle afdelinger i en virksomhed, så det nytter ikke noget kun at involvere nogle få. Det skal være et tværgående arbejde, der skal integreres i alle funktioner.

De bløde KPI’er

Kravene til de enkelte enheder i Hempel kommer på sigt til at udspringe af Hempels rapporter om affald, energiforbrug og andre parametre, der byder ind i FN’s verdensmål.

Hempel har hyret PwC til at verificere de data, som ikke handler om det finansielle, men som virksomheden kan bruge til at sikre, at medarbejderne trækker i den rigtige retning, når det kommer til verdensmålene.

Evalueringerne har en plads i årsrapporten og skal ifølge Louise Krüger Kofoed også bruges til at bevise, at Hempel er en ansvarlig leverandør. Og til at tiltrække de bedste folk.

- Vi oplever, at det er vigtigt for langt de fleste af vores ansøgere, at deres arbejde giver mening – ikke bare for dem og for virksomheden, men også for verden som helhed. De dygtigste kandidater har mange valgmuligheder, og de vælger ofte deres arbejdsplads ud fra, hvordan de arbejder med verdensmålene. 

I forbindelse med afslutningen på Fra filantropi til forretning fortæller Louise Krüger Kofoed, Corporate Responsibility Manager i HEMPEL A/S, hvad arbejdet med bæredygtighed og FN's Verdensmål har betydet for deres virksomhed.