• Case
  • Bæredygtighed

FLSmidth A/S

Alexander Campbell har stået i spidsen for at implementere FLSmidths arbejde med verdensmålene, og når man skal have dem ud at leve i en verdensomspændende virksomhed, så kræver det overtalelsesevner, tålmodighed og mange telefonopkald.

Det hele handler om stakeholder management

Når en virksomhed, der har 11.000 medarbejdere i mere end 50 forskellige lande, skal til at arbejde med verdensmålene, så er det en supertanker, der skal drejes. Så det tager sin tid.
 
Alexander Campbell, der er group sustainability manager hos FLSmidth, arbejdede på strategien i to hele år, før han nåede til et punkt, hvor de havde formuleret den nye vision og var klar til at kommunikere den.
 
”Det er bare en langsom proces. Det hele handler om stakeholder management. Det handler om at få grønt lys til at undersøge og gå videre med projektet, og det handler om at have regelmæssige møder med direktionen. Det er om at involvere alle de mennesker i organisationen, der kan hjælpe dig,” forklarer Alexander Campbell, der langt om længe er nået frem til MissionZero, der handler om at have CO 2-neutral cementproduktion og minedrift i år 2030. En mission der taler ind i verdensmålene 6, 7, 12 og 13.

Alexander R. Campbell, Group Sustainability Manager

Dansk Industri var en vigtig løftestang

Han startede med at overbevise toppen af virksomheden for at få opbakning til at gå videre, og her var det vigtigt, at han havde Dansk Industri i ryggen.
 
”Det gjorde det meget lettere. Jeg kunne gå til direktionen og bestyrelsen og sige, at vi vil arbejde med verdensmålene og lave langsigtede mål for virksomheden. Jeg tænkte, at hvis jeg gik op og sagde, at vi har Dansk Industri i ryggen, så vil det give mere vægt til mit budskab, end hvis det bare lignede mit eget lille hjertebarn,” forklarer Alexander Campbell.
 
Han fik toppens velsignelse, og med den kunne han gå i gang med at formulere en strategi og få resten af organisationen med på den. Næste skridt var at overbevise ingeniørerne.
 
”Hvis vi bare gik ud til dem og sagde, at vi skal være  CO2-neutrale i 2030, ville de se på mig og sige; hvad i alverden taler du om? I stedet for lavede vi nogle workshops og fik dem til at definere, hvordan vi skulle gribe det an,” forklarer Alexander Campbell.
 
Bagefter var det så Alexander og hans afdelings job at formulere visionen og oversætte den til et sprog alle kunne forstå.
Det var vigtigt at forstå landets kultur, forstå menneskene og få en idé om, hvem man taler med, og hvordan man starter samtalen Alexander R. Campbell, Group Sustainability Manager

3 gode råd

Alexander Campbell giver tre korte konkrete råd til andre store virksomheder, der vil arbejde med verdensmålene.

1) Vær tålmodig
En stor virksomhed er som et tankskib. Når du drejer på roret, så drejer skibet ikke. Det tager tid, før det kommer i bevægelse. Det samme gælder i en proces, hvor man skal involvere 1200 managere og er nødt til at vente på input fra toppen, der ikke mødes hver dag. Og så er der mange i virksomheden, der skal overtales, og der må man være tålmodig, for alle skal med om bord.

2) CEO’en skal tage ejerskab
Arbejdet med verdensmålene kan ikke være bæredygtighedsafdelingens eget lille hjertebarn. En 2030 vision som FLSmidths bliver nødt til at være virksomhedens eneste ambition med så langt et sigte. Alexander Campbell mener, at organisationen har tørstet efter en mere langsigtet strategi, der gik ud over årsplaner og kvartalsregnskaber, og der har han kunnet bruge 2030-vision som løftestang.

3) Samarbejde og partnerskaber
Du bliver nødt til at lære af andre, du kan ikke gøre det selv. Alexander Campbell har haft en gruppe af kollegaer fra andre virksomheder, han mødes med engang imellem for at dele erfaringer og frustrationer.

Gode forbindelser i udlandet

Men én ting er, hvad danskere tænker er gode idéer. Alexander og hans kollegaer skulle også overbevise organisationen i en række andre lande, hvor folk nogle gange ser anderledes på tingene, end vi gør i Danmark.
 
”Det er ikke alle, der er lige modtagelige for det samme budskab. Nogle medarbejdere ser klimaforandringer som en mulighed, mens andre måske ikke tror helt så meget på det. Så i stedet for at tale om klimaforandringer, så taler vi om at spare kunderne penge ved at mindske deres energiforbrug,” siger han.
 
Derfor brugte han lang tid på at kontakte folk han kendte i forskellige lande og få gode råd til, hvordan man bedst greb det an, når budskabet skulle kommunikeres til en specifik gruppe medarbejdere eller et land.
 
”Det var vigtigt at forstå landets kultur, forstå menneskene og få en idé om, hvem man taler med, og hvordan man starter samtalen, og det gjorde vi mest på regionalt og senior vicepresident-plan,” forklarer Alexander Campbell.
 
Og i ugen op til lanceringen havde Alexander Campbells afdeling separate skype-samtaler med 1200 lokale managere verden over for at forklare strategien.
 
Det er en åben strategi, hvor der stadig er et arbejde at gøre. Den peger på, hvordan man kan reducere CO2-udslippet med 70 pct. og så lægger den op til at finde de resterende 30 pct. hen ad vejen.