Erhvervslivet har en vigtig rolle i indsatsen for at realisere målet om at reducere udledningen af drivhusgasser i Danmark. Derfor har regeringen sammen med erhvervslivet etableret 13 klimapartnerskaber hvor man samarbejder om tiltag, der reducerer erhvervslivets udledninger af drivhusgas og styrker virksomhedernes grønne konkurrenceevne. De 13 klimapartnerskaber har udviklet konkrete forslag til regeringen om, hvilke indsatser som vil kunne bidrage til at nå målet om at reducere Danmarks CO2-udledninger med 70 procent i 2030 og gøre Danmark til et foregangsland for resten af verden.
Forslagene fra de 13 klimapartnerskaber er af gode grunde ikke tænkt sammen, og mange forslag går på tværs af sektorer og brancher. På sigt er det derfor meningen, at forslagene skal bæres videre over i en konkret samlet klimahandlingsplan, der skal indeholde to klare mål: 1) At bidrage til at løse klimaudfordringen herhjemme og globalt og 2) Sikre et stærkt erhvervsliv, flere danske arbejdspladser og et mere velstående samfund således, at den grønne omstilling går hånd i hånd med fortsat vækst og velstand i Danmark.